Nepal - Vores første tur

Nepal er fyldt med kaos alle steder, man bevæger sig hen, men har de sødeste mennesker.
Bare turen der over føltes mere og mere kaotisk jo længere væk fra Danmark, vi kom. Et døgn tog turen derned og hjemturen endnu længere. En lang tur, som jeg havde gruet for. Jeg havde virkelig mange bekymringer med hensyn til hvordan jeg overhovedet kunne være i flyet, når jeg nu ikke kunne bøje benene, og helst skulle kunne skifte stilling nogle gange. Desuden var der også lige den der bekymring om toiletforholdene i Nepal, som jeg havde hørt, var et hul i jorden. Heldigvis skulle jeg af sted med Neil, og vi skulle mødes med nogle andre danskere fra DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer). De andre danskere skulle mødes med deres samarbejdspartnere, mens jeg skulle mødes med en forening af fysisk handicappede i Nepal, NAPD (National Association of the Physical Disabled - Nepal (NAPD-Nepal). NAPD og jeg havde sammen forberedt en workshop omkring tilgængelighed, som vi skulle afholde én af de otte dage, jeg var dernede.
Imellem Tuk Tuk, Rickshaw og biler.
Trafikken er livsfarlig, folk kommer altid for sent til møderne, teknikken virker tit ikke, ingen tænker på at tjekke, de for os logiske, ting på forhånd, indimellem går strømmen overalt i byen. Jeg fandt aldrig ud af, om det var et uheld eller pga. “low level”, hvor de med vilje lukker ned for al strømmen i en rum tid for at spare - og uden at advare.
Men folk er vildt søde, flinke og opmærksomme. Det undrer mig meget, at de kan være så opmærksomme på, om jeg/vi har brug for en hånd, når de samtidig ikke er spor opmærksomme i trafikken, og da slet ikke overfor langsomme padder, som jeg selv.
De kører virkelig totalt sindssygt. Overhaler indenom, laver flere rækker af biler, motorcykler, Tuk Tuk, Rickshaw og cykler end der egentlig er plads til. At vi ikke nåede at se et uheld, er mig ubegribeligt og næsten helt skuffende.

Sød søvn mens hundene gør
Neil var meget imponeret over, at jeg kunne sove i vores lille bus, der altid fragtede ham og jeg rundt. Det foregik ved, at jeg satte mig i spænd mellem sæderne, en arm under Neils, den anden hånd sad jeg på, da der ikke var noget at holde i. At holde i noget var yderst nødvendigt på grund af deres kørsel dernede. Alt imens vi kørte rundt og rundt, ud og ind mellem andre biler, hoppende over alle hullerne i vejene, op ad total stejle bjerge, helt ude på kanten, havde jeg mit hoved på Neils skulder - og sov! At jeg har et godt sovehjerte blev for alvor bevist i Nepal.
Og så var der også det med larmen - den er et kapitel for sig. De første nætter spekulerede jeg virkelig over om de vilde hunde, der havde bandekrig på de lave hustage omkring hotellet, havde lavet en aftale med befolkningen om, at de skulle skiftes til at holde os vågne. Hurra for mine sovepiller, som jeg flittigt brugte! Dér holdt mit sovehjerte dog ikke.
Eftertragtet som en anden berømthed
Det var svært at holde sig vågen og koncentreret om de mange besøg hos de forskellige organisationer, der gerne ville have besøg af mig. Det tog mig lige et par dage. Hele tiden var der nogle, der rykkede i mig, eller bare stod i lange køer og ventede på, at det blev deres tur til at snakke med mig. Hver gang jeg troede, at nu var der lidt tid til at få noget at drikke eller spise, kom Neil med en ny entusiastisk nepaleser, der gerne lige ville fortælle eller spørge mig om noget. Eller måske ville de bare have mit visitkort. Det var en ting, der virkelig undrede mig meget. Hvad ville de dog med det? Havde de ligefrem tænkt sig, at de skulle kontakte mig i Danmark også?
Jeg gav dem ikke noget, og fandt senere ud af, at det var en god ide for det meste. Nogle af de andre fra DSI's team, der var dernede samtidig fortalte mig, at de skam var blevet kontaktet i Danmark på de sjoveste tidspunkter. Jeg fandt dog også ud af, at det indimellem var en god ide at kunne udveksle visitkort. For vores navne er jo ligeså svære som deres er for os. Og da jeg kom hjem havde det været rart, om jeg kunne navnene på nogle af alle de mennesker, jeg havde mødt. Det må jeg huske næste gang.
Frustrationer i billedskønne omgivelser
Jeg havde de første dage stor frustration over ikke at kunne leve op til alt det, de håbede og havde brug for. Det osede langt væk af et uorganiseret kaos. Jeg ville egentlig have skrevet nød. Men ikke hvis man sammenligner med mange andre lande. Befolkningen ser ikke så nødlidende ud. Selvfølgelig kan de ikke klæde sig, som vi kan herhjemme. Men det er mere landet, der virker fattigt. Overalt er det gamle bygninger, hullede veje, affald, faldefærdige biler og folk, der ser ud som om, de ikke ved, hvad de skal give sig til.
Når man kommer lidt udenfor byen bliver man fuldstændig paf over det fantastiske postkort, man befinder sig midt i. Særligt husker jeg en bestemt dag, hvor vi havde haft særligt travlt og endelig skulle uden for byen til frokost. Det skulle have været vores eneste halvfridag, men blev i stedet til en hurtig frokosttur oppe i bjergene. Jeg var træt, fordi jeg havde holdt et møde med nogle journalister, der pludselig gerne også lige ville mødes. Så jeg sov selvfølgelig i vores bil på vej ud af byen. Jeg vågner ved, at jeg kunne mærke Neil nærmest holde vejret. Jeg åbnede lige øjnene et øjeblik og så bjerge overalt. Der var ingen vej at se. Jeg kiggede ud af vinduet og så, at vi var på vej op ad en enormt skrå bjergvej. Vi kørte helt ude ved kanten. Vejen var heller ikke meget bredere end vores bil. Jeg skyndte mig at lukke øjnene og sov videre i en salig uvidenhed (!). Der var så fantastisk en udsigt helt der oppefra. Det kan slet ikke beskrives. De billeder vi har med hjem, gør slet ikke naturen ret.

Handicappede på spidsen
En anden dag var vi også oppe i bjergene. Faktisk kom vi 3.000 m. op. Denne gang for at besøge en handicaporganisation. De havde til huse på et af de højeste punkter. Her gik de op hver dag, for at deres børn kunne få undervisning. Tænk sig hver eneste dag slæbte de hinanden derop. Senere fandt jeg ud af, at de netop bygger faciliteter til handicappede helt deroppe, fordi der er det mindst frugtbart og derfor billigst. A pro pos frugtbart: Så var der langs bjergvæggene lavet plateauer, hvor de havde bygget boliger lige fra, hvad vi ville kalde skure og til finere huse. Her havde de også deres marker. Hvert eneste år skyllede monsunregnen det hele væk og hvert eneste år byggede de det hele op igen. Én ting kan man i hvert fald sige om nepaleserne; de er virkelig seje.
Man kan næsten se på nepaleserne, hvor seje de er. De skal ikke være ret meget over 30 år, før de ser utrolig gamle ud. Meget rynket og vejrbidte. De yngre er nærmest gudesmukke. Kvinder kommer gående stolte i deres smukke sarier, og så snøfter de op. Det lyder forfærdeligt, og er utrolig ulækkert i en vesterlændings øjne, som mine. Der er simpelthen så mange dobbeltheder i Nepal.
Solcreme og toiletbesøg
Handicaporganisationen på bjergtoppen var så stolte over vores besøg, at det var helt rørende. Tænk sig helt deroppe havde de bygget en tribune udenfor det skuragtige hus, der er deres fine center. Vi skulle igennem en æresport af mennesker, der klappede og gav os blomster og andre gaver. Så kom vi op at sidde på tribunen, der heldigvis var overdækket for der var bagende varmt. Vi sad der i tre stive timer og hørte på en masse taler, som vi ikke fattede meget af. Men de der holdt dem var meget beærede over det, kunne man se. De skævede hele tiden over til os og smilede nervøst. Heldigvis havde vi masser af vand med og Neil var blevet smurt ind i solcreme flere gange, men blev alligevel rød. Stakkels Neil, det er hårdt at være Brite.
Senere den dag fik vi nok det bedste mad, vi overhovedet smagte i Nepal. De havde lavet alle mulige små retter til os, som de kom ned med fra et bjerg, der var endnu højere oppe. Jeg var faktisk deroppe ad de stejleste trapper og prøvede mit første hul-i-jorden-toilet. Tænk sig uden at tisse i skoene - i hvert fald ikke så meget at det kunne lugtes. Jeg var så stolt bagefter, som jeg sikkert har været første gang, jeg gik på potten selv. Neil var også så glad, at vi der begik vores første kulturelle fejl. Neil kyssede mig, foran en hel masse mennesker. Det var virkelig et ”no no”.
Modtagelse og overrækning af priser
En anden særlig dag var en dag, hvor vi havde været ude ved 2 forskellige organisationer og bare lige skulle på hotellet og skifte tøj og så ud og spise med en tredje. Der kom vores nepalesiske kontaktperson løbende. Hun var helt rundt på gulvet. Der var nogle internationale folk, der havde kontaktet hende, ”om jeg ikke kunne komme og uddele priser til Action Asia, som var en del af Paraolympic?”. Det viste sig at være folk i kørestole, der havde taget den samme tur igennem bjergene, som mountainbikene havde i Action Asia. De ville gerne have mig til at overrække dem priserne ved ceremonien. Selvom det var tydeligt, at hun gerne ville, jeg skulle tage imod denne ærefulde post, stod denne fine nepalesiske kvinde og spurgte mig meget høfligt. Men selvfølgelig ville jeg da det. Så jeg tog af sted velvidende, at jeg måske ikke ville kunne nå tilbage til restaurantmiddagen, vi var blevet inviteret med til. Det var helt okay. Jeg skulle bare tage mig god tid.

Invalid på panden
Neil og jeg tog straks af sted med vores chauffør til en gammel bydel, hvor vi fik set en masse flotte templer, inden det hele skulle starte. Da vi kom ind på pladsen mellem templerne, blev vi overrasket af en enorm mængde af mennesker. Vi gættede på, at der var 2.000 siddende op ad de gamle bygninger. Der var masser af lys. Især omkring scenen selvfølgelig - og ledninger alle steder til de mange projektører og kameraer. Med det samme jeg kom ind flyttede alle de her mennesker sig, og viste mig vej frem til scenen.
Jeg ville til at forklare, hvem jeg var. Men de smilede bare stort og sagde, at de vidste godt, hvem jeg var og viste mig op til en meget fin stol midt foran scenen. Som jeg i øvrigt ikke ville sidde i. Det var sådan en lænestol, der var utrolig lav og ikke særlig komfortabel for mig med alle dens puder. Jeg blev siddende i min kørestol og Neil satte sig ved siden af. Her sad vi så og sad og sad.
Vi ventede så længe, at det blev aften og de 21 grader blev dermed til 7 grader. Til sidst måtte jeg tage min store skijakke udenpå mit sommertøj. Det var træls, for jeg havde klædt mig pænt på pga. dagens begivenhed. Det endte også med både skisokker i sandalerne og uldbukser under min nederdel. Til gengæld trøstede jeg mig med, at man i det mindste kunne se mit ansigt og, at jeg stadig havde mit hår frit. Dvs. lige indtil at en-eller-anden meget ydmyg lille nepaleser kom og bandt et tørklæde omkring panden og over mit hår. Og så oven i købet med et stort invalidesymbol midt imellem brikkerne. Neil grinede så han var helt blå i hovedet - lige til han selv fik et på. Gæt hvem, der grinede højest?!
Pris og hurlumhej
Endelig var der ved at ske noget nyt i stedet for alle talerne på scenen. Nu skulle der snart overrækkes priser. Ham der havde ledet det hele oppe på scenen med dans og taler sagde, at nu blev nogle nok overraket. For nogle af de folk, der skulle komme og overrække priser, skulle komme op til ham på scenen og modtage priser for deres store hjælp ved Action Asia. Han kaldte så nogle op. Og der kom flere taler og pludselig kalder han mig op. Jeg var slet ikke klar. Jeg havde tænkt, at jeg kunne begynde så småt at få strækket benene ud, når prismodtagerne i kørestol begyndte at line op. Så jeg fik travlt med at komme derop.
Jeg kæmpede bravt iført min ”fine” mundering op ad den lille stejle og vakkelvorne trappe. Neil skubbede ihærdigt bagpå og en mand hev i mig oppe fra scenen og folk jublede. Jeg synes, det var vildt pinligt. Jeg ville gerne have hoppet derop som en gazelle. Særligt nu jeg ikke så særlig vaks ud, var det mig yderst magtpåliggende i det mindste at virke lidt frisk og smart. Da jeg kom derop, fik jeg en præmie og et diplom, mens manden fortalte om mit arbejde for folk med handicap i Danmark og i Nepal. Jeg var så rystet over turen op ad trappen og al hurlumhejet, at først efter jeg havde stået der som en anden tåbe, fandt ud af, at jeg havde fået en pris selv - og at jeg sådan set godt måtte daffe ned igen.
Ægteskabstilbud og forvirring
Lettere forvirret sad jeg og ventede nogen tid, inden jeg skulle op igen. Denne gang for at dele priser ud til kørestolsbrugerne. Bagefter skulle der tages billeder, udveksles håndtryk og høflighedsfraser - og tages billeder igen. Midt i det hele sagde chefen for Siemens, der var en af hovedsponsorerne, at de godt ville støtte noget af arbejdet, der skulle gøres for folk med handicap. En meget fin midaldrende dame jagtede mig og bebudede højt, at hun elskede mig. En ung fyr ville giftes med mig, og en ældre ville have mit visitkort, … for en gangs skyld!
Det hele forekom mig meget mærkeligt. Jeg tænkte bare på at komme tilbage på hotellet og få noget at spise efter mange timer uden mad. Inden vi nåede så langt, skulle vi lige igennem en militærblokade, der ikke kunne forstå, hvorfor vi var ude så sent. Jeg måtte vise min præmie frem og mit efterhånden lidt stivnede smil.

På jagt efter Tina
Da vi kom op på hotellet, stod der 2 mænd i foyeren og ville snakke med mig. Jeg fik hurtigt snakket med den ene og sendt ham hjem, og den anden inviterede jeg ind i restauranten på hotellet, så vi kunne spise, mens han fortalte mig, hvad han ville. Tænk sig, denne mand sad i kørestol og havde rejst 2 timer i en bus (hvordan det så kunne lade sig gøre i et land som Nepal?) og havde ventet i tre-fire timer på, at jeg skulle komme tilbage til hotellet. Han havde læst om mig i Kathmandu Post og ville gerne mødes med mig. Så han havde spurgt omkring i byen med 1.000.000 indbyggere, hvor hende den rige hvide kvinde i kørestol boede: På Hotel Marshyangdi. Imponerende og frustrerende. For vi kunne ikke andet end høre på ham, tage imod hans gaver og give ham lidt at spise og så bare sende ham hjem igen.

Nepalesisk forlovelse
En anden stor og meget personlig oplevelse, jeg/vi havde dernede var én af de sidste dage, inden vi skulle hjem. Den dag blev Neil og jeg i al hemmelighed forlovet.
Neil havde friet til mig få dage før, vi tog fra Danmark, og vi besluttede, at vi ville købe ringene i Nepal. Det blev ganske, som vi håbede på noget meget særligt for os. Vi var ved at sprænges til sidst om aftenen, da vi sad på restaurant med NAPD. Men vi havde konkurreret om hvem af os, der kunne tie længst tid med det. Neil viftede vildt med sin finger, og til sidst sagde vi det. Det var sjovt at opleve så glade de her forholdsvise fremmede mennesker blev på vore vegne. Det blev en særlig fin aften med mange minder, som vi sad der og spiste med flotte danseshows i baggrunden.
Det var skægt at opleve, at de derefter tiltalte Neil på en helt anden måde. Dernede snakker man nemlig ikke højt om, at man har en kæreste. Derimod er det helt anderledes, hvis man er gift, og åbenbart også, hvis man er forlovet. Neil blev herefter spurgt meget mere om ting og involveret mere i, hvad der foregik. Det var dejligt at opleve. For jeg havde været lidt spændt på det. Jeg havde hørt, at de mest tiltaler mændene, og havde spekuleret over, hvordan det ville være, når nu Neil ikke selv havde et handicap, og måske så ikke kunne snakke med på den samme måde.
Da jeg herhjemme undersøgte de organisationer, vi skulle besøge, havde jeg fortalt Neil lidt om dem også. Det fungerede godt. Han kom med nogle spørgsmål og blev også taget fint imod. Så jeg havde ikke tænkt på, at det kunne være bedre og mere end det, før efter den aften, hvor han lige steg i graderne. Det er også noget, jeg vil huske på til en anden gang. Det er godt for mig at være informeret, inden jeg møder nye organisationer. Jeg er også glad for, at jeg fik skrevet lidt til NAPD om hvem vi var - og at Neil var min partner og ikke “bare” hjælper. For det gør jo nok også en naturlig forskel på, hvor meget han vil involveres og bliver det.

Danmark i et andet lys
Alt, der er så anderledes, er netop også så fascinerende ved at få lov til at opleve et andet land. Alle de ting, de må kæmpe hårdt for, som de færreste europæere tænker på, de har. Det er ret utroligt. Næste gang jeg klager over, at de danske uddannelsessteder har trapper, vil jeg også sende en tanke til alle de mennesker, der skal klatre op på et bjerg med deres barn på ryggen hver dag for at få undervisning.

Ikke at vi ikke skal ændre tingene i Danmark. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi gør vores til, at andre mennesker med handicap får en håndsrækning i de lande, der ikke er så heldigt stillede som os. Men det er svært at sammenligne 2 lande med så forskellig infrastruktur.
Det var meget underligt for mig at skulle hjælpe med en workshop omkring tilgængelighed i et land, jeg ikke anede noget om. Jeg vidste slet ikke, hvad man kunne gøre. Jeg kunne slet ikke se, at jeg kunne gøre noget. Det var som om, at NAPD regnede med, at jeg lige kom derned, skruede en workshop sammen, inviterede bygningsministre og så var det det. Men så nemt er det jo ikke. Vi arbejdede i flere måneder via e-mails på at få det struktureret. Jeg var meget nervøs for, at de ikke havde tingene i orden, og at de ikke tænkte på, at der skulle følges kraftigt op på de ting, der blev sat i gang.

Mangel på tolkning
Men det virkede meget fornemt. De havde dækket og pyntet fint op på det hotel, vi havde booket. Der var masser af mad og drikke til folk. Og materialet var i orden. Der gik dog det galt, at deres tolke ikke var gode nok. De talte enten for dårligt engelsk eller også oversatte de slet ikke. Så når jeg spurgte om noget til de forskellige indlæg eller debatter, var det med fare for, at de havde snakket om det. Selve konklusionen på hvordan, og hvad der nu skal gøres fremover for folk med handicap i Nepal, fik jeg heller ikke. Men det vigtigste var i orden. De havde en utrolig gejst og viste mig, at de ville dette her seriøst. De havde forberedt en struktureret plan for fremtiden, som jeg havde bedt dem om. Og den havde de vist fået fremlagt på workshoppen. Men det er svært at sidde på sidelinjen og ikke kunne følge helt med i et projekt, man har brugt så lang tid på.
Måske skulle jeg lige her til sidst nævne, at det med turen ganske vist var hårdt, men jeg overlevede, som den kvikke nok har gættet. Heldigvis kunne vi få 3 flysæder til deling mellem os 2. Så gik det bedre, fordi der var mere plads til, at jeg kunne strække mig ud.
Toiletbesøgene havde jeg forberedt mig på med medbragte danske mælkekartoner, som jeg så kunne bruge til at tisse osv. i, hvis jeg fandt det for svært med hullet i jorden. Men dem brugte jeg nu sjældent. Det er en af de gode ting ved også at være nød til at stå op over danske toiletter, når de tit er for lave. Så vænner man sig til den ting, og bliver bedre til at ramme.

Hjælp og god planlægning
Jeg kunne forestille mig, at andre som jeg sidder og tænker på det med den praktiske hjælp. DSI kan hjælpe med aflønningen af ens hjælper, hvis man ikke selv kan få det betalt. Det er også DSI, der betaler alle ens rejseudgifter, forsikringer, logi og kost, der sagtens kan dække udgifter til mad i de fleste ulande. En af de gode ting ved at rejse med DSI er netop, at de spørger meget til den praktiske hjælp. Tit er der også andre fra DSI, der har været i det pågældende land, så de kan råde og vejlede én. Det er vigtigt at vide, at man bestemt ikke bliver sendt ud på egen hånd eller for egen regning.
Det er fint, at man på den måde får sorteret praktiske bekymringer væk og i stedet kan bruge energien på den opgave, man har i u-landet. Det gør, at man kan glæde sig mere som alle andre til at komme ud og virke.

Læs om 3. tur i November 2004

Læs meget mere om DSI’s mulighed for Ulandsarbejde.

Nepal billeder

Make us happy/Gør os rigtig glade ;-)

Last updated: November 3, 2007