Tina & Neil Homepage

Neil & Tina Campbell

Tina's Hen Night/ Polterabend

Jeg oplevede, at det startede med, at Neil og jeg var oppe ved Tanja. Tanja gik hen og bad Neil om et ord under fire øjne. Så de gik ud i køkkenet og snakkede rigtig længe, synes jeg. Jeg sad og legede med Tanjas Jasmin imens. De så meget alvorlige ud, da de kom ind i stuen igen. Da vi kom hjem spurgte Neil pludselig efter en lille gammel krøllet gul lap med telefonnumre på mine venner. Hmm, det undrede jeg mig over. Dels fordi den nærmest er oldnordisk og vist slet ikke eksisterende mere. Men også fordi jeg tænkte, at grunden til, han spurgte, måtte være pga. Tanja-besøget. Men Tanja havde allerede fået en deltagerliste med navne osv. på, da hun spurgte for meget længe siden. Det sagde jeg også til ham. Jeg sagde også, at hvis han stadig manglede telefonnumre, kunne han jo kigge i min mobiltelefon.
Samme aften sad jeg og lavede hjemmeside med Cecilie. Og så kunne jeg høre, at Neil sad og brokkede sig højlydt ude i køkkenet. Så vidste jeg, at nu sad han og kiggede i min mobiltelefon. Han hader nemlig den telefon, og den giver ham altid store kvaler. Vi kom ud i køkkenet, og jeg viste ham, hvordan jeg søger telefonnumre.

Nogle dage senere skulle vi alle tre mødes med Tanja og Jasmin. Vi fire piger skulle kigge på brudepigekjoler til Cecilie og Jasmin, og Neil skulle gøre egne ærinder alene. Da vi havde fundet de rigtige kjoler, mødtes vi igen med Neil, der havde inviteret os fire piger på aftensmad. Da vi var færdige med at spise, gik jeg sammen med pigerne udenfor restaurant. Tanja og Neil blev og snakkede om et-eller-andet.

En dag spurgte Tanja mig, om jeg kunne lege den 26.6. om formiddagen. Det kunne jeg godt, men jeg havde en anden aftale med min gl. kollega Susanne om eftermiddagen. Det var helt okay, sagde hun. Jeg tænkte, gad vide om det er Polterabend.
En søndag var Gitte og Paul herude til grillhygge, og Gitte sagde, at de ville holde Polterabend for mig den 26. 6. Jeg sagde jo selvfølgelig bare okay, og har bare glædet mig siden - til hvad de end måtte finde på. Bare det at kunne være sammen er jo dejligt!

En dag spurgte Susanne om, vi stadig havde en aftale den 26. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare, fordi jeg jo ikke kendte planen. Jeg sagde bare ja. Jeg sagde til Tanja, at Susanne havde spurgt. Tanja fortalte, at hun havde snakket med Susanne. Fint nok, sagde jeg. Så er alt jo okay, og jeg kunne bare tage det, som det kom. Men så sendte Susanne mig en mail om, at hun ville tage sine børn med og bage en kage hos mig. Det undrede mig, fordi jeg ikke kunne se, hvordan det kunne hænge sammen. Jeg sagde bare, at det var fint nok. Jeg tænkte, at det skulle jeg jo nok ikke blande mig i. Men så spurgte Susanne igen, om hun kunne komme kl.14.00. Så bekymrede jeg mig og kom frem til, at der måtte være et-eller-andet galt, for jeg vidste jo selvfølgelig ikke noget om planen for den dag. Jeg spurgte Tanja igen, der sagde, at der var hun slet ikke færdig med mig. Men Susanne vidste det, fordi hun var blevet inviteret med, forklarede Tanja. Det sagde jeg i store træk til Susanne, der havde nogle ærinder, så hun kunne ikke komme med. Jeg skrev, at hun jo nok vidste mere om det end jeg. Hvortil hun svarede, at det vidste hun ikke noget om. Hun vidste kun, at jeg skulle have ansigtsbehandling og manicure og vist noget frokost. Hun troede, Tanja havde husket hendes besøg her, og at hun stadig kunne komme. Det måtte jeg sige, at det troede jeg nu ikke, de tænkte på.

Nå, men jeg fortalte til Tanja, at Susanne havde sagt dette. Jeg syntes, det var bedst at sige, at jeg altså havde hørt dette. Tanja sagde, at jeg heldigvis ikke havde hørt alt.

Jeg var bare spændt, da jeg vågende den dag monster tidligt ved 6-tiden. Jeg tog mit mest tækkelige undertøj på, hvis nu at jeg skulle af tøjet på et tidspunkt. Jeg ville helst ikke stå i mine g-strengs så. Jeg tog også en pæn nederdel og gode sko, jeg følte mig godt tilpas i, på. Praktisk men pænt tøj. Så stod den ellers på ekstrem høj Envogue-musik og lidt læsning/afslapning, indtil telefonen ringede omkring kl.10.00. Det var Nina, der fortalte, at hun ikke kunne komme (det vidste jeg godt), og at jeg skulle pakke en taske med bl.a. bind og tampax, pas, piller til tre dage, grimt tøj (som jeg selvfølgelig ikke ejer *s*), vandresko, shorts (som jeg selvfølgelig ikke ejer *s*), Neils underbukser, pæne sko, pæn kjole, rød læbeskift, lommelygte, og telefonnummer på pårørende. Hmm... De små grå gik i svingninger! Så skulle jeg tage sexet undertøj, med hofteholder på og joggingsæt (som jeg selvfølgelig ikke ejer *s*). Nå, jeg styrtede rundt for at finde tingene på den lille time, jeg havde til det. Det gik meget hurtigt. Jeg prøvede at få overblik over, hvad der var smartest at gøre først. Okay tisse af, undertøj på (nemt, jeg har masser) og så i mine gemmere efter noget, der kunne betragtes som joggingsæt. Jeg fandt et par joggingagtige bukser, en sportsbh, som jeg med besvær fik på. Når jeg trak den på hoppede mine bryster ud af min lille bitte bh - hver gang! Så det tog lidt tid. Men jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte have den lille bh på indeunder sports bh'en. Så tog jeg en T-shirt på, i tilfælde af, at det andet ikke var varmt nok. Fik efterhånden fundet alle tingene og krydsede af, at jeg havde husket alt.
Så gik jeg ind og lagde mig i sofaen igen - et kvarter før deadline (kl.11.15)! Jeg var lige gået i gang med mine vindruer og mit blad igen, da Nina atter ringede. Nu skulle jeg finde min manuelle kørestol ude fra bilen, samle den sammen og sætte mig i den med min taske. Jeg skulle også tage bind for øjnene og finde håndjern (som jeg ikke ejer. Det var alle veninderne vildt overrasket over, at jeg ikke ejede). Jeg fandt i stedet for et ekstra tørklæde, der kunne bruges til at binde med. Jeg fik mig installeret ude foran hoveddøren, som aftalt. Men så kom jeg i tanke om, at det måske var en god ide at tage en jakke af en slags med. Jeg spekulerede meget over, om jeg mon måtte tage andet med, end jeg havde fået besked på. Men historien meldte jo heller ikke noget om, at jeg skulle tage mine nøgler med, og det kunne jeg jo blive nød til. Så jeg besluttede mig for at "afinstallere hele pivtøjet" og så lige tage to par strømper med, og hvis de måtte komme med, når nu nøglerne nok måtte komme med, så måtte en T-shirt jo nok også. Og så kunne jeg jo også lige tage den nederdel med, som jeg egentlig havde taget på om morgenen. Nu havde jeg bare et problem, for normalt rejser jeg meget let. Men da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, havde jeg efterhånden fået pakket mere, end der kunne være i min lille weekendtaske. Så jeg måtte ty til en bærepose ved siden af. Den mystisk klædte posedame satte sig pænt i kørestolen og ventede. Naboen gik rundt og ordnede ved sit hus og har sikkert moret sig over min uforklarlige mundering.
Jeg spekulerede over, hvad jeg skulle. Hvorfor et pas? Jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle ret langt væk. Pas og træningstøj og ikke ret langt væk, fik mig til at tænke på, at lige over på den anden side i Sverige er der et sted, hvor der er klatrevægge og sådan nogle ting. Men man skal da ikke bruge pas for at komme til Sverige?! Måske er passet bare en and. Nu hvor jeg så blev bedt om at sætte mig i kørestolen i mit træningstøj, tænkte jeg, at vi måske skulle gå hen til noget. Og da vi jo bor lige ved siden af Hammerbakker overvejede jeg, om det kunne være noget med, at jeg skulle motionere rundt der. Hvorfor sexet undertøj? Måske fordi jeg skulle klæde om og så skulle blive pinlig berørt over at stå i det? Det var jo en farlig masse forskelligt tøj, jeg skulle have med.
Så hørte jeg en bil. Det lød som Dorthes bil. Mærkeligt, for jeg havde forestillet mig, at det var Tanja, der ville komme efter mig. Så kom der vistnok to personer hen til mig. Jeg prøvede at fornemme om det var gigtfødder eller ej. Men det kunne jeg ikke. Jeg sagde hej, da fødderne kom nærmere, men ingen svarede. Så jeg tænkte, at vi nok ikke måtte snakke. Jeg lod mig bare følge med, da jeg blev skubbet i kørestolen hen til den nyankomne bil. Jeg mærkede på et tidspunkt en gigthånd. Jeg havde lidt problemer med at komme op i bilen, fordi jeg ikke kunne se noget eller rigtig finde noget at holde ved. Så sagde Lenes stemme pludselig, at det nok var nemmere, hvis jeg satte mig direkte på sædet. Det gjorde mig lidt forvirret, for jeg synes, bilen virkede stor, som om at man ikke kunne gøre det uden at træde op i den først. Nå, jeg fandt sædet og kom ind.

Så var der en, der hostede. Det lød som Dorthe. Det sagde jeg også, men det fik jeg ikke svar på. Så hørte jeg en masse puslen med min kørestol og sådan noget. Jeg sad og tænkte på, om "de" mon kunne finde ud af at klappe den sammen, for den er altså for viderekommende. Men jeg sagde ikke noget. Det måtte jeg vist ikke. Så kunne jeg høre, at en lift blev kørt ned. Den larmede virkelig meget. Den fik mig til at tænke, at det måtte være Dorthes bil. Selvom jeg først blev forvirret over, at det så var Lene, der satte sig til at køre. Indtil jeg kom i tanke om, at Lene hellere vil køre end Dorthe. Så begyndte de at snakke, og jeg spurgte overraskende, om vi måtte det. Jaja, sagde Lene. Fint, tænkte jeg, for nu havde jeg jo også været stille et stykke tid *s*. Og så gik Dupont og Dupont ellers i gang med en længere fortælling om, at vi nu var på vej til Hjørring og om alt det, der skete på vejen. Det hele var til ære for mig, sagde de. Traktorerne der kørte der og når mobiltelefonen ringede, gik snakken også med alle mulige fortællinger om, hvad der nu skulle ske. En af tingene, de sagde, var at Neil ville komme hjem samme aften, men det vidste jeg bare ikke noget om, for det var en hemmelighed. Hvis det er en hemmelig, hvorfor får jeg det så at vide, spurgte jeg. Ja, det skal du jo have at vide på et tidspunkt alligevel, sagde Lene. Jeg havde virkelig svært ved at tro på, at Neil ville komme hjem udenfor sejlplanen, fordi det giver kuk i hele planen for de andre sømænd også så. Nå, men hvis han kommer hjem i aften, så sig lige til ham, at han ikke må kigge i soveværelset, for der stå nogle bryllupsting, han ikke må se, sagde jeg. *s*

Vi kørte igennem to rundkørsler. Sjovt som vejen til Hjørring mærkes som vejen til Aalborg igennem Nørresundby. Lene kørte vildt hurtigt. Vi var vist ved at komme seriøst for sent til noget. Puha, jeg blev køresyg. Må jeg få vinduet åbnet, spurgte jeg. Nej, sagde Lene. Må jeg så få lidt koldt luft fra aircondition. Nej! Okay, kan jeg så få en brækpose, for jeg er altså køresyg. Så fik jeg pludselig mit vindue åbnet.

Inde i Aalborg kom Tanja og tog imod os. Jeg kom i kørestolen igen, stadig med bind for øjnene og nu også med en drikkehjelm af en art på hovedet. Det er altså ikke særligt fedt at blive skubbet, når man ikke kan holde øje med huller i vejen og folk, der måske eventuelt er lige ved at gå ind i mine fødder.
Så ringede Budolfi Kirkes klokker. Jeg var sikker på, at det var den, da jeg har boet lige ved siden af en gang. Der var virkelig gang i den inde i byen med flere orkestre og masser af folk. Hvorfor fandt jeg aldrig helt ud af. Det absolut værste var, da jeg så pludselig fik bindet af øjnene og opdagede, at der stod vildt mange mennesker omkring os, og grinede af mig. Jeg ville egentlig helst bare have bindet på igen, så jeg i det mindste ikke kunne se, at folk kiggede på mig og grinede af mig.
Så var vi inde ved Kosmetologskolen, hvor vi kom op og jeg fik en manicure og en ansigtsbehandling. Virkelig dejligt! Det var også rigtig hyggeligt. Jeg snakkede meget med Camilla, som hun hed om bryllup, da hun også skulle giftes kort tid efter mig.

Som jeg forstod det på pigerne, var det ikke meningen, at nogle af dem kom senere og forskudt af hinanden. Men jeg synes, det var lidt genialt, at mens jeg sad der, kom Heidi pludselig, og senere igen kom Mette. Rigtig hyggeligt og overraskende. Desværre fortalte Mette, at Gitte ikke kunne komme, fordi der var problemer med hendes lille foster. Virkelig trist nyhed! (Det blev heldigvis senere til den dejligste unge).
Og så skiftes de forskellige jo ellers til at komme med forsyninger til mig af drikkevarer. Jeg fik først vin, men senere kom Dorthe og spurgte om, jeg gerne ville have en cola. Ja se, det var jo mere min stil. Jeg spekulerede faktisk over om, jeg fik lov til at holde mig til vand/sodavand. Jeg fik også chips og en hyggesludder med forskellige veninder ind imellem. Veninderne sad ude på terrassen og svedte, mens jeg blev kræset om.

Jeg fik lov til at få farvelade på. Camilia bestemte farverne, da jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve noget nyt.

Efter mine behandlinger og de fine farver, jeg fik på, skulle jeg have andet tøj på.

Jeg troede, at nu skulle jeg i Neils shorts. Men nej, jeg skulle i en pæn kjole. Det var jo fint. Det er mere mig. Jeg fik hurtigt skiftet midt inde i det hele på Kosmetologskolen. Og så blev jeg spurgt om, der ikke manglede noget, når det nu var Tina, der skulle noget. Jeg kunne virkelig ikke komme i tanke om noget, der manglede. Jeg havde en pæn kjole på - min lækre håndsyet kjole med snøre ned ad ryggen (den som Neil kalder Rullepølsekjolen. Han kan ikke lide den). Jeg havde også en stor rose i håret. Oven i købet havde jeg fået fine negle og lagt makeup. Så fandt Dorthe de sødeste englevinger frem. De var til mig, og dem skulle jeg have på. De var så fantastisk søde og fine, så det gjorde jeg med glæde.
I den mundering skulle jeg køres ned til Kildeparken, fik jeg at vide. Jeg var nu holdt op med at tro noget, før jeg vidste det med sikkerhed. Men jeg fulgte selvfølgelig med. Jeg fik nemlig at vide, at der var mad der. Klokken var 15.00 ca. og jeg var virkelig meget meget sulten.
Det var en meget kold tur ned til parken i den tynde kjole. Men det hjalp, da jeg så det lækre mad, Tanja stod klar med.
Der var mange af mine yndlingsretter. En rigtig fin picnic med arabiske fladbrød, falafler, humus, tzasiki, kyllingesalat, aubergine osv. Og så sørme den eneste vin, jeg gider: Matthieus Rosé. Vi sludrede og kom ind på mere private emner og hyggede rigtig.
Det var dejligt afslappende, selvom der også skete noget. Tanja sagde pludselig, at hun skulle holde en tale for mig fra Line 1 2. Fantastisk smukke ord, som altid fra Line. Jeg blev meget glad og utrolig rørt!

Da vi havde spist, skulle jeg lave pikante billeder i morgengave til Neil – inde i Kildeparken! Uha, tænkte jeg. Så var det derfor, at Tanja hele tiden smurte mig ind i en knald rød læbestift.

Men det gjorde jeg da –selvfølgelig. Det var svært i begyndelsen. Det kunne jeg slet ikke tage seriøst. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle tænke på Neil og sex. Ikke særlig nemt, når man er omgivet af fem fjollede tøser. Jeg startede med den pæne kjole og gik så over i mindre og mindre tøj. Det var faktisk sjovt, selvom det var en kold fornøjelse.

De billeder der blev valgt ud af til Neils album, er jo selvfølgelig ikke med her. Jeg tror nok, jeg så mere seriøs ud på de andre. Heldigvis er det Lene og Dorthe, der vælger dem. Det er sikkert den bedste ide.

Så her er der censur på under omklædningen!

Så blev vi enige om, at vi skulle på Cafe Luna og have noget varmt at drikke. Jeg fik Lumumba. Det er lidt underligt, for vi havde ikke været der så lang tid, før tjeneren kom hen og sagde, at denne omgang var fra Nina. Hmm, hvor vidste hun fra, at vi var der? Sjovt! De der sjove overraskende indfald kunne jeg godt lide.

Vi spiste også derinde, selvom jeg egentlig ikke var særlig sulten. Jeg fik en dejlig majssuppe. Her fik vi også rigtig tøsesludder, lige som jeg havde håbet på, at vi fik tid til.

Derefter gik det til Irish House, hvor der skulle komme live musik. Først tænkte jeg, gad vide, hvad den mikrofon skulle bruges til. Selvom jeg fik at vide fra flere, at der ville komme en og synge, troede jeg først på det, da nogle fremmede fyre ved vores bord, sagde det samme. Jeg var nok ikke helt godtroende denne dag.

Vi fik en del at drikke og selv jeg, drak alkohol. Jeg fik flere forskellige drinks. Da jeg gik på toilettet begyndte musikeren at synge Little Angel. Meget sødt. Han var ellers startet med et Wet Wet Wet nummer og fortsatte i den romantiske blandede stil. Han var rigtig god og en fornøjelse at høre på. På et tidspunkt spurgte han mig, på engelsk, da han nok var irer, om jeg skulle giftes. Ja, folk har nok ikke tænkt, at det var normalt at gå med englevinger på. Han snakkede lidt frem og tilbage med mig om det deroppe fra scenen. Han spurgte om, vi skulle på bryllupsrejse. Jeg fortalte, at det skulle vi. Men nej, jeg ved ikke hvorhen, da det er en overraskelse. Det syntes han også er utrolig romantisk. Jeg blev varm indeni og stolt over Neils ide med at overraske mig og glad, fordi sangeren gav sig tid til at spørge mig ud, men også lidt genert. Det var virkelig et hyggeligt sted med en god atmosfære. Der var vi så resten af aftenen, indtil at jeg blev kørt hjem til omkring kl.1.30. En dejlig tøsedag var kommet til ende.